Ny passager

Kender I følelsen af, at dagene forsvinder - inden man får set sig om? Den seneste tid har jeg tænkt utrolig meget over hvor stærkt tiden egentligt flyver af sted. Jeg synes lige jeg har gået i 3. klasse, men ak nej, jeg har både afsluttet mine år på Vestermark Skolen, Skovbakke Skolen og Klank Efterskole. Og før jeg ved af det, så sidder jeg på et fly, på vej hjem fra mit år i Florida, hvor jeg rejser til, her pr. 7. august.

Jeg har skrevet denne erindring om netop ovenstående emne. Læs med hvis du har lyst. 

Syvende klasse. Et anderledes år i mit liv. Min hverdag havde førhen ikke kendt til andet end Vestermark Skolen i Odder. Helt fra mit første skoleår i børnehaveklassen til og med 6. klasse. Mit hoved fortalte mig, at jeg var en elev, som tilhørte Vestermark Skolen. At de lærere og elever, venner, jeg havde der, var de eneste rigtige for mig. Men eftersom Vestermark Skolens klassetrin stoppede ved 6. klasse, var mine klassekammerater og jeg, nødt til at skifte skole. Det var, for størstedelen af os, forfærdeligt. Det ville blive et nyt kapitel i vores liv. Et nyt kapitel uden hinanden som nærmeste. Jeg husker sommerferien som gik stærkere end nogensinde før. Før jeg vidste af det, sad jeg i min nye klasse på Skovbakkeskolen. Den klasse jeg var endt i, var uden de piger jeg tilbragte det meste af min tid med, i 6. klasse. Nu skulle jeg finde nye venner. Frikvarterene var lange og hårde, og ikke mindst uvante. Jeg følte mig som en ny passager på et tog. Et tog uden endestation. Jeg husker ugerne, der gik. Ugerne, der blev til det første år. Jeg var begyndt at have tilpasset mig. Tilpasset mig de gamle passagerer på det tog, som havde været ”deres” siden børnehaveklassen. Jeg begyndte at stole på personerne omkring mig, begyndte at kalde dem ”mine venner.” Som tiden gik glemte jeg tiden på Vestermark Skolen. De fleste af mine gamle klassekammerater gik nu også på Skovbakkeskolen, men i andre klasser. Perroner. Jeg husker at 9. klasses afgangsprøve nærmede sig. Snerten af eksamensskræk strejfede mig som små stød i min krop, et par gange om dagen. Eksamensskræk var, hvad jeg troede, det var. I virkeligheden var det tanken om, at mine tre år på Skovbakkeskolen snart var forbi. Den togtur jeg i starten havde frygtet, var blevet til en pilgrimsrejse med nogle smukke mennesker. Mennesker, jeg ikke havde lyst til at forlade igen.  De mennesker jeg nu brugte alt min tid og energi på. Dem skulle jeg snart forlade. Og til hvad?

Efterskole. Året, der har ændret mig for altid. Inden jeg tog valget om at starte på Klank Efterskole, fór en masse blandede tanker igennem mit hoved. Tanken om endnu engang at skulle være den nye passager var mig skrækkelig. Tanken om at skulle forlade mine nok så trygge og vante rammer, var mig skrækkelig. Tanken om selv at skulle tilpasse mig et nyt miljø, uden mine forældre, var mig mere end skrækkelig. Men tanken om hvilken rejse jeg ville blive sendt på, var fantastisk. Det var den tanke, der trak mig hurtigt igennem beslutningen. Jeg ville opleve mere. Jeg ville ikke gå glip af chancen for at få endnu et henrivende eventyr med på min vej. Og hvilken lykke…

// Amalie