Eftersom tiden går og alting bliver mere og mere rutine i hverdagen, begynder ting som i begyndelsen af mit ophold var helt overvældende og nye at blive vaner og forpligtelser. Så som skolen. I starten fandt jeg den utrolig spændende, ny og udfordrende, ja, skolen herovre fik mig til at føle at jeg havde et ansvar for min egen læring. Jeg lavede utrolig mange lektier, var altid forberedt til timerne og gjorde altid hvad der blev sagt, af ren og skær pligt. I dag har jeg ting jeg prioriterer højere. Jeg ved skolen stadig er vigtig, og jeg går også fortsat meget op i mine karakterer, men som tiden går og alt bliver mere rutineret, er det lettere at blive mere afslappende omkring det. Jeg stresser ikke mig selv mere end hvad er højst nødvendigt, fordi jeg ved at jeg gør mit bedste. Jeg er ofte ude og rejse, eller misser skolen af anden grund, fordi jeg som udvekslingsstudent med Rotary har mange ting arrangeret for mig, og mine lærerer er for det meste, meget forstående.
Jeg var, en af de seneste weekender, i Disney World, Orlando med ca. 150 andre udvekslingsstudenter, omkring 80 af dem fra Florida, og resten af dem, fra andre nordlige stater i Amerika, og nogle få fra Canada og Mexico. Det var vildt fedt at møde ENDNU flere udvekslingsstudenter, (jeg ved ikke hvad det er, men de mennesker kan bare connecte bedre and nogen andre. Vi er som én stor familie, og alle kan med alle. Måske fordi vi alle kan følge hinanden og vi står i samme båd?) men det var også en svær tur, fordi vi vidste at denne ville blive den sidste gang vi alle ville kunne ses. Det ville være den sidste på-forhånds-arrangerede tur af Rotary, og det var vi alle vildt kede af. Derfor vågnede jeg op en morgen med en idé. En (hvis jeg selv skal sige det) genial idé, som fra min synsvinkel kunne have været så simpel. Jeg fik lyst til at arrangere et Prom, som er High School Galla herovre, men for alle udvekslingsstudenterne. Vi skulle mødes alle sammen en weekend i Orlando i maj måned, og have en fantastisk aften og nat sammen på dansegulvet i vores stiveste pus, også bare nyde den sidste genforening hvor vi alle ville være samlet. Men så simpelt som det var i mine tanker, lod det til ikke at være. Vores Rotary klubber har åbenbart haft dårlige erfaringer med tidlige studenters sammenkomster, udenfor Rotary's arrangering. Jeg havde støtte fra alle mine fellow-udvekslingsstudenter men desværre ikke nok støtte fra klubberne, så festen bliver højst sandsynligt ikke. Det går mig lidt på, eftersom jeg virkelig kunne se alting forudløse sig. Men, nu skal jeg snart til Hawaii, med omkring 30 af dem, så det ser jeg utrolig meget frem til. Kan slet ikke vente. Hawaii - det er jo temmelig ekstremt det her!
Disse kommende uger bliver faktisk ret vilde. På fredag holder jeg min fødselsdagsmiddag for mine venner, vi bliver ca. 15-20 stykker, alle rimelig meget fra forskellige vennegrupper, så det bliver sjovt at se hvordan folk mænges med hinanden. Min rigtige fødselsdag er så lørdag, og det er jo 18 store år denne gang. Det er helt vildt underligt at vide at jeg ikke er hjemme i Danmark med min familie og kære venner på denne store dag, men jeg ved også at min amerikanske familie er fantastiske, og gør alt for at få mig til at få en dejlig dag alligevel. Det bliver en anderledes fødselsdag, men er sikker på den bliver god og mindeværdig!
Apropos familie så kan jeg ikke sætte ord på hvor heldig jeg føler mig med den familie jeg er landet i. De er kærlige, de er glade, de er aktive og de er lige som jeg synes en værtsfamilie skal være. De er helt perfekte for mig, og jeg får tåre i øjnene når jeg tænker på at jeg skal forlade dem om nogle måneder. Peytyn (mor) og jeg, får dårlig smag i munden, når vi snakker om min hjemrejse. Vi kan ikke vænne os til tanken om at denne rejse oprigtigt tager ende om mindre end et halvt år. Hun fanger mig somme tider i at snuble over sætningen; "When I go back to Denmark..." og så retter hun mig og siger; "You mean, if you would go back - But you know we will keep you here, you are never going home." også griner vi og glæder os lidt over tanken. Men vi ved jo godt at alting har en ende. Men jeg har helt sikkert fået en bonus familie for livet. Jeg vil ikke engang sige jeg bare har fået en amerikansk "værtsfamilie", jeg kan vende tilbage til og besøge, for de er mere for mig end bare en familie der lægger hus til mit ophold. De ER mit ophold. Uden dem ville mit ophold have været en komplet anden oplevelse, men jeg føler mig rig ved at have landet hos netop dem.
En anden ting nu når vi snakker familie, så kan jeg ikke sætte tal på, hvor mange sommerfugle der flyver om kap i min mave, når jeg tænker tre uger frem. Jeg vil sidde i flyveren på vej hjem fra Hawaii, og blot være ved at eksploderer af glæde, over at blive hentet i New York Lufthavn af min mor, Didde og Lukas. Hvilken lykkelig genforening. Kan slet ikke vente med at se dem, det bliver skønt. Og ikke nok med det så kommer min far og Grith også herovre til mig i slutningen af april. Hvor føler jeg mig dog heldig. Min elskede familie, kommer alle sammen og besøger mig. Fløde, fløde, fløde og mere fløde. GLÆDER MIG!
Alt i alt, alting er godt. Jeg kan ikke beklage mig over noget som helst. Jeg sidder nogle gange og tænker på at jeg ville ønske at jeg som ene person, kunne sprede budskabet om at tage et år som udvekslingsstuderende. Det kan jeg ikke. Jeg skal have hjælp fra alle Jer som læser dette. Hvis du eller nogen du kender i alderen 15-18 gerne vil på udveksling, så gør det dog! Det er den største gave nogensinde, og jeg kan ikke beskrive hvor givende sådan et år som dette, er til hvem jeg er i dag. Rotary Youth Exchange, bedste program nogensinde. Rotary, I kan ALDRIG skille Jer af med det, det er en fantastisk måde for klodens unge at skabe forbindelser og blive klogere på os selv og verden. Ja, det er fantastisk, og jeg er så taknemmelig.
Nu skal jeg nok stoppe! Håber jeg snart kan få skrevet igen, kom gerne med kommentarer omkring, hvad I gerne vil høre om! Jeg finder det svært at vide hvad I derhjemme synes det er interessant at høre om fra mit ophold. Men jeg savner Jer, og glæder mig til at se alle sammen om omkring 4½ måned! Weeeee
Knus, kram og solskin fra Amalie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar