Det var efter en rejse med smil, fornøjelse og nye fantastiske minder, at jeg rejste fra Hawaii. Med trippende step, og nervøsitet for at misse flyet, rendte jeg gennem check-in og boarding, for at være ved gaten i god tid. Jeg kunne ikke misse dette fly, da noget endnu vigtigere for mig ventede på den anden side. Da jeg ramte JFK Airport i New York, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud af flyet. Jeg sikrede mig at jeg ikke havde efterladt noget i flyet, også løb jeg ud for at finde bagagebåndet. Før jeg kom til bagagebåndet, var de der. Min mor, min søster og min bror. Min mor som ikke kunne stoppe med at hulke, min bror med hans telefon i hånden (han skulle jo filme min ankomst, så vi fik foreviget vores genforening) og min søster som jeg næppe har set så glad førhen. Jeg var så rørt og lykkelig. Vi tog metroen tilbage til vores "hotel" på Time Square. Det var vel nok det mest ulækre hotel, jeg nogensinde har oplevet. Lidt ligesom Elses Hotel i Tivoli Friheden. Men heldigvis skulle jeg bare bade der, og så tog vi ellers ud for at opleve. Vi gik ned ad Times Square, samt Broadway og Fifth Avenue. Jeg absolut elsker New York City, og alt magien der følger når man stryger gennem gaderne. Det var dog noget af en kold oplevelse i slutningen af marts måned. Specielt når jeg ugen før, lå på Hawaiis smukke sandstrande.
Da vi nærmede os tidlig aften, headede vi mod vores biludlejningsfirma. Da vi havde fået vores bil, var mørket faldet på, og vi skulle køre mod Washington DC. Planen var at lande der samme aften som vi tog fra New York, men køreturen var noget længere end forventet. Derfor holdte vi stop i Delaware natten over. Det mest mærkelige skete mens vi sov. Da min mor vækkede os om morgenen, hev hun gardinerne fra, og et hvidt skær lyste ind gennem vinduet. Et snedækket landskab var hvad vi så gennem ruderne. Vi skyndte os at spise morgenmad, før vi så hoppede i den iskolde bil, og satte pedalen i bund. Da vi var omkring halvvejs på vores tur til Washington DC, begyndte solen at skinne, og færre og færre snedynger lå langs motorvejen. I washington var det umuligt at finde en parkeringsplads. Vi havde kørt i et ualmindeligt antal timer, og der var ingen plads at finde, der var tæt nok på det Hvide Hus. Det endte med at vi fandt en parkeringsplads som egentligt kun var ment som en drop-off/pick-up plads, men vi parkerede og rendte til det Hvide Hus. Skyndte os at tage en helt masse billeder, også rendte vi tilbage til bilen. Vi kørte forbi Pentagon, Capital Building og alle de andre smukke bygninger der alle ligger i samme område i Virginia.
Nu gik turen endelig mod Florida. Dog først med en overnatning i South Carolina. Lige indtil morgenen hvor vi satte kursen mod Florida, argumenterede vi om hvilken del af Florida vi skulle se først. I begyndelsen var planen at køre til Key West, men da det er en utrolig lang strækning med timevis af kørsel, bestemte vi os for at gøre noget andet. Vi tog over på Floridas vestkyst, og det var en succesfuld løsning. Jeg havde aldrig været på vestkysten før, og det havde familien selvfølgelig heller ikke. På vejen fandt vi et lækkert udendørs mall, hvor vi fik shoppet lidt sko og tøj. Da vi endelig nåede frem til Siesta Key nord for Fort Myers, var mørkt der mørkt, og det gjorde ikke situationen bedre, at der ingen hoteller var ledige. Vi havde nu hinanden, og jeg synes altid vi i familien formåer at få vendt tingene til noget positivt, men må dog indrømme at stemningen var lidt trykket da vi havde kørt til tre forskellige hoteller, med alt optaget. Vi fandt dog et lille Best Western hvor vi tilbragte natten. Den næste morgen kørte vi til Fort Myers. Her var der utrolig smukt, men køligt i morgentimerne. De hvideste sandstrande så langt som øjene strækker. Sandet var som mel der dryssede mellem mine hænder. Vi fandt et hotel på Fort Myers Beach, hvor vi tog en overnatning. Om eftermiddagen lå vi ved poolen og gik ture langs strandene. Om aftenen fik vi anbefalet en restaurant, hvor vi spiste. Maden var god, mens betjeningen var knapt så fantastisk. Vores servitrice var ikke særlig kundeminded. Det morede vi os lidt over. Den efterfølgende dag satte vi os endnu engang ind i bilen. Denne gang gik turen mod Naples, som er en anden smuk strand. Her stoppede vi bare og brugte en times tid eller to. Vi var nemlig ved at være klar til at køre til området af Miami, så vi kunne komme hjem til min hostfamilie. De sidste dage af min mor og søskendes ferie, skulle de nemlig bo på et hotel tæt på mig. Jeg havde på daværende tidspunkt stadig ikke afsluttet skole, så det var lige med at få alle brikker til at passe sammen.
De vi ankom til selveste Pembroke Pines og fik checket ind på hotellet, var det ved at være sen aften. Jeg var alt for spændt på at mine to familier skulle møde hinanden for første gang, så jeg pressede dem til at tid ikke var noget problem. Vi tog ud og spiste sushi omkring klokken ni om aftenen, og derefter skyndte vi os hjem til mit amerikanske hjem. Det var en glædeligt syn for mine øjne. Kunne ikke have ønsket mere. Min mor og min amerikanske mor er så ens på mange punkter, og hvor jeg førhen har måtte være mellemledet imellem deres kommunikation har de nu selv mødtes, og passer perfekt sammen. Man skulle næsten tro at de havde været veninder i årevis. Det samme med mine brødre. Lukas og Jake blev brødre fra dag 1. Man kunne altid finde dem sammen. I dag skriver de stadig sammen og sender billeder til hinanden. Nogle gange gør det lidt ondt i mit hjerte når jeg ser Jake sidde og kigge på billeder af ham og Lukas, for han føler virkelig at Lukas på de korte dage de havde sammen, har arbejdet sin vej frem som #1 ven! Didde tog den efterfølgende dag til Texas og tilbragte weekenden med hendes hostfamilie. Hun havde også en fantastisk tur. I mens hun var i Texas tog vi andre på stranden, og i kirke til en helt speciel solopgangsgudstjeneste i anledningen af påskesøndag. Der mødte de også alle mine venner fra kirken, og det var så dejligt at se alle fungere så fremragende sammen. Til påskegudstjenesten fik vi også taget nogle smukke familiebilleder af min gode ven Chris Scott. Han er en super dygtig fotograf som jeg beundrer meget. Vi holdte en middag på en restaurant der hedder Shin Ju, som er en japansk buffet. Vi var en stor gruppe af min familie og mine venner fra skole og andre udvekslingsstudenter.
I det hele taget havde vi en helt fantastisk tid sammen da de var og besøge mig. Det var ikke sjovt at skulle sige farvel til dem igen, men det var heller ikke et farvel, det var et "på gensyn", og jeg ser dem heldigvis snart igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar