mandag den 27. august 2012

At gå i seng under en Hurricane

Jeg bor ca. der hvor den røde ring er



Dagen var gået fint. Ingen tegn på at den ventede hurricane Isaac, ville være slem. På vejrkanalerne fortalte de at den i mit område, bare ville ramme os som en "Tropisk Storm" i stedet for en orkan. Vi lod være med at sætte metalskodderne for vinduerne, fordi det ville være et kæmpe stykke arbejde, og stormen skulle alligevel ikke være så slem. Vi var glade, tog i kirke, spiste frokost ude, slappede af derhjemme, bestilte mine ture, spillede kort, så fjernsyn og hyggede os i hinandens selskab. I fjernsynet var de endda begyndt at sende reklamer igen - ikke fordi jeg ligefrem havde nået at savnet det.

Da aftenen begyndte at tage over, satte uvejret lige så stille ind. Hele dagen havde det regnet voldsomt, men det havde også været det. Vi sad og var trætte i stuen, min hostmor sad med den ene af vores katte, min host lillebror sad med sin nintendo og min hostfar sad og så en amerikansk fodboldkamp, da kampen lige pludselig bliver afbrudt af vejret. Tornado Warning. Det var hvad vejrmanden sagde, samtidig med at han viste et kort over vores område. Pembroke Pines, Mirarmar, Fort Lauderdale og endda Weston. De næste 20 minutter kunne vi blive udsat for tornado. Mit hjerte begyndte at hamre. Mine værtsforældre så afslappede ud, indtil de begyndte at snakke om, hvad det egentligt var de lige havde sagt. Min hostlillebror fandt vores anden kat, og holdte den tæt ind til sig. Min hostfar fandt lommelygter, hvis strømmen skulle gå. Min hostmor fortalte os, at hvis en tornado skulle ramme os, skulle vi hurtigt ud i gangen, da der ingen vinduer er. Min hostfar så videre på sin fodboldkamp. I hvert fald lige ind til fjernsynet slukkede. Og tændte igen, bare med meget mere lyd på end da det slukkede. Lyset begyndte at flimre, og jeg var skræmt fra vid og sans. Fjernsynet slukkede igen, og tændte endnu engang med et meget højere lydniveau. Nettet slukkede, og forbindelsen på mobilen blev meget svag. Sidste gang fjernsynet slukkede, forsvandt kanalerne. 

Regnen hamrede ned, og vi sad bare og kiggede frem og tilbage på hinanden. De 20 minutter var snart gået, og vi kunne fornemme at vindstyrken begyndte at tage af lige så stille. Regnen gjorde dog ikke. Den blev ved med at sile ned og hamre på ruderne. Aldrig har jeg prøvet noget så skræmmende. Da vi følte det var sikkert at gå i seng, sagde vi godnat, og gik til hver vores senge. Min hostmor sagde til mig da jeg gik i seng, at hvis jeg skulle høre noget i nat når jeg lå og sov, som lød som et stort tog, så skulle jeg skynde mig at løbe ud i gangen. Tornado. Jeg var skræmt, og kunne ikke sove i et stykke tid. Mine øjne faldt i flere gange fordi jeg var så træt, men hver gang vågnede jeg op med et sæt, når jeg hørte et tordenbrag. Men det gik over, og jeg faldt i søvn. Stormen er rykket videre. Regnen er her dog endnu. Det regner for vildt. Det er helt surrealistisk.

Men synes lige i skulle have den update med på vejen, for det var noget af en oplevelse!

// Amalie 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar