Tanker, had, sorg og kærlighed

Dette indlæg er ikke for at visualisere, hvor godt jeg har det herovre eller, hvor mange ting jeg oplever. Det er ikke for at I alle sammen kan følge med i, hvordan jeg har det, men dette indlæg er bygget på mange andre grundlag.

Jeg er 17 år. 17 år, 9 måneder og 11 dage gammel. Så længe har jeg eksisteret på jorden, og været en del af denne verden vi lever i. Men så mange spørgsmål går igennem mit hoved; og har altid gjort det. Hvordan blev jeg lige præcis valgt til at opleve denne gave? Lever jeg mon op til de forventninger folk har til mig? Hvordan er jeg med til at lave vores verden et bedre sted at leve i? Bliver jeg nogensinde gammel? Hvordan ser tingene ud 20 år ude i fremtiden? Jeg har ingen svar. Ingen af os har svaret til disse spørgsmål. Det eneste jeg er blevet klar over, er at vi kun har ét liv. Vi lever én gang, og vi er nødt til at være forventningsfulde og fremtrædende selvom, det kan være frustrerende.

I fredags skete tragedien I fleste vel nok er klar over. Massemorderen i Connecticut som dræbte sin mor, og derefter tog til hendes skoleklasse, skød 20 børn i alderen 6-7 år. Forfærdeligt, rystende det er, hvad det er. Hvis vi ikke hellere skulle bruge ordet skræmmende. Jeg sammen med mange andre amerikanere og mennesker verden over, sete kun denne tragedie fra udenpå. Men hvert barn, der led under massakren, havde forældre og pårørende der nu lider for dem. Lider i sorg. Forstillelsen det springer op hos mig; Moder kysser lille Simon farvel på  panden, og vinker farvel til sin søn for sidste gang. Også i juletiden, dette kunne på ingen måde være planlagt på et mere upassende tidspunkt. Mine tanker går til dræbte og pårørende i tragedien. Tænk at ens verden kan ændres på et splitsekund?

Min verden ændrede sig med drastige skridt, da jeg rejste herovre. Jeg blev nødt til at tilvende mig alting, for alting var ukendt. Selv fremtiden. I grove træk ved jeg, hvordan jeg formoder at se mine næste fremtidige 6 måneder, men finpudser vi, ved ingen ingenting. Ingen ved hvordan dagen i morgen ser ud, det er et mysterium. Et mysterium, såvel som dagen i går nu er historie. Den kommer aldrig tilbage. Vi kan have dage hvor vi laver det samme som vi førhen har gjort, men dagen i dag, vil aldrig blive som dagen i går. Hver dag er en gave, og hvert eneste lille øjeblik du kan fingerfange, skal gribes og opleves. Der vil aldrig være garanti for lykke og glæde, men det hører alt sammen med i livets mønster. Og i sidste ende, vil de gyldne øjeblikke overstråle de mørke.

Jeg har ikke angst for denne uges fredag. Jeg er ikke i tvivl om at jorden vil bestå. Trusler er blevet henvist til denne fredag, som skulle være jordens undergang. Jeg stoler på at verden ikke er færdig med at vise mig og mine kære, hvad vi lever for. Jeg ved hvad jeg lever for. Jeg lever for min familie. Jeg lever for mine relationer. Jeg lever for det der gør mig glad, og det er intet mindre end de personer der altid har kendt mig. Måske ikke fysisk, men altid har været ment til at kende mig. Altid været skabt til at føre mig videre i livet, blot som jeg er skabt til at være en brik på andres vej.

Vi oplever det sjældent i hverdagen, men hver eneste dag er snoet sammen af skæbnevalgte beslutninger, som vores sind gør op for os, før vores hjerne. Vi lever for hinanden. Alle sammen.