onsdag den 9. januar 2013

The new Beginning






















Så er vi startet. Skudt hul på et nyt år. 2013. Det skal nok blive godt. Fænomenalt.

Jeg forlod Pembroke Pines torsdag d. 20. december, sammen med min mor og lillebror. Vi fløj sammen til Nashville, Tennessee, hvor vi skulle holde jul hos Peytyns familie. Jeg mødte dermed de sødeste mennesker, hold op hvor var de modtagende og lukkede mig ind i deres hjem med åbne arme. Jeg har helt sikkert fået et par ekstra bedste forældre, som jeg holder utrolig meget af allerede. Vi havde en dejlig jul sammen, hvor vi lavede marcipan, var i biografen og så Les Miserables, var til en koncert med country musik (the Band Perry spillede blandt andet), vi var inde i the Grand Ole Opry og se the Rockettes, som er en dansegruppe fra New York, og de er kendt for at stå på en linje og sparke med benene, og for at gøre alting i takt, vi gik i kirke, tog hjem til min host oldemor og oldefar, shoppede julegaver, var ude og spise og en helt masse andre hyggelige ting. Om søndagen kom min far til Nashville, han havde arbejdet, og kom derfor senere. Så efter søndagen var vi samlet hele familien. Julen er den hårdeste tid for enhver udvekslingsstudent, det er jeg næsten sikker på. I hvert hjem og i hver en familie har man sine egne specifikke traditioner, og når julen så holdes på en komplet anden vis, begynder manglerne at fremkomme, det gjorde de i hvert fald hos mig. Det var ikke så meget traditionerne jeg manglede, men min familie. Jeg er heldig at jeg havde verdens bedste hostfamilie hos mig, men savnet for min danske familie blev stort gennem de sidste juledage. Må indrømme der blev fældet et par tåre, men jeg kom igennem det, og nu er den hårde periode bag mig. Udover hjemveen, havde jeg en skøn jul.

Vi fløj tilbage til Fort Lauderdale d. 29. december, og d. 30. kom min danske veninde som også er udvekslingsstudent i Florida, og som jeg også har lært at kende gennem Rotary, ned til mig og fejrede nytår. Vi havde ikke set hinanden siden august, og var derfor vilde for at skulle tilbringe turen ind i det nye år sammen, samt skiferien vi tog på i begyndelsen af den nye måned, i det nye år. Vores nytårsplaner startede ud med at gå i vasken. Vi skulle have været til en fest hos en pige på min skole, men da den af visse årsager blev aflyst, var Matilda og jeg nødt til at finde på noget andet at lave. Vi fik den super gode idé at tilbringe aftenen med Erich (udvekslingsstudent fra Østrig, bor hos en familie der er gode venner med min) og hans hostfætter. Og jeg skal lige love for vi havde det sjovt. Nytårsaften er selvfølgelig meget anderledes. De gør ikke så meget ud af fyrværkeri som vi gør, og aftenens højdepunkt er at se det store ur i TV'et der vises fra Times Square, New York, slå 12. Efter klokken havde slået 12, gik der ikke længe før vi unge var de eneste der blev oppe. Matilda og jeg fik selvfølgelig alle til at "springe" ind i det nye år, fra stole og skamler, en god dansk tradition ser det ud til. Det var en god aften, og det endte også ud med at blive halvsent før vi gik i seng.

Men tidligt næste morgen skulle vi op igen. Vi satte kurs mod kirken, hvor vi skulle mødes med alle de andre, som skulle med på skiferie. Der var lejet tre mini vans, for 7 personer hver, også kørte vi ellers af sted. Hver af de små busser fyldt op med mad og mennesker. Vi skulle køre i mere end 20 timer, og det var næste uudholdeligt i et så proppet køretøj, men vi klarede den, og det endte ud med at være begyndelsen på en super god skiferie. Da vi ankom og havde fået vores værelser, bestemte Jake, Matilda og jeg os for at tjekke stedet ud. Vi fandt en Starbucks, og købte en kaffe, for vejret var iskoldt, og slet ikke til at holde ud når du kommer fra Floridas varme. Der brugte vi næsten et par timer hver dag, for varmen og hyggens skyld. Der var absolut intet signal deroppe i bjergene, det var helt forfærdeligt. Jeg tror jeg fangede signal på Starbucks én enkelt gang, så jeg var ved at panikke da jeg ikke kunne komme i kontakt med alle dem som troede jeg ikke gad at svare. Ville have været rart at have mulighed for at skrive bare en besked ud til folket, at man ikke havde signal i en lille uge. Men hva' pokker, det var stadig en super tur. Den første aften var vi ude og kælke i nogle store baderinge, og det var super sjovt. Jeg filmede en lille video, jeg måske kan poste på et tidspunkt. De to efterfølgende dage stod vi på ski, og ingen af os brækkede noget eller kom til skade. Jeg kan se hvad de mente da de sagde at skistedet ikke ville være lige som når vi europæere står på ski i Norge eller Østrig, men jeg synes nu stadig der var nogle fede bakker, lige for mig. Den første dag på ski, gik der ikke længere end omkring 50 minutter, så havde Matilda og jeg udfordret os på to af de sorte løjper. Det var sjovt, det var sjovt. Køreturen hjemad var dog lang endnu engang. Længere er jeg næsten tilbøjelig til at sige fordi vi holdte stop om natten for et par timer, så de voksne kunne hvile sig før vi fortsatte. Men som sagt var det en super fed tur, og jeg er meget taknemlig at min familie tog mig med.

Skolen startede igen dagen efter skiferien, og det var egentligt helt rart at komme i gang. Den tidlige alarm om morgenen og den rutinerede morgenmad kunne nu nok godt have ventet lidt, men jeg var glad for at komme tilbage til klasser og venner igen. Specielt vennerne.

Det er nu dejligt at være i gang igen. På fredag tager min familie og jeg til Orlando, for at jeg lørdag kan tage i Universal Studios og mødes med Christian, min gode ven fra Danmark. Hold op, det kan jeg slet ikke vente med! Hej heeeeej

Ingen kommentarer:

Send en kommentar