11 måneder. Det var ordene der gav genlyd i mit hoved for mere end fem måneder og ti dage siden. 11 måneder, var hvad jeg skulle vænne mit hoved og mit sind til. To dage. Det var hvad jeg tænkte da jeg skulle sige farvel og på gensyn til mine veninder. Til de piger jeg altid kan falde tilbage på. I dag er der akkurat seks måneder til jeg atter en gang står med fødderne i København Lufthavn. Seks måneder! Jeg kan ikke forstå det.
Tid er en fascinerende ting. I dag ser dagene lange ud, de ser ud til at gå ubegribeligt langsomt. I morgen er i dag væk, men dermed vil i morgen forvandles til i dag. En masse af disse vendinger snurre rundt i mit hoved. Der er et halvt år og intet mindre, til min tid som high school elev i Pembroke Pines, Florida, USA, er ovre. Der er endda kun omkring fire små måneder til skoleåret er ovre, hvorefter jeg skal bruge tiden på at opleve og opdage steder og byer hvor min dagligdag ikke eksisterer. Jeg tror dette år, året som udvekslingsstuderende i et vidt andet land, er det rigeste år i mit liv. Det er det mest givende år jeg endnu har levet, somme tider både på godt og ondt. Jeg har fået at føle hvor hårdt det er at stå på egne ben, ja, hvor hårdt det er at skulle være en selvstændig ung og fornuftig pige. Jeg får støtte, jeg får hjælp, men aldrig har jeg skulle klare så mange ting på egen hånd. Men jeg er glad. Det er min egen glæde der giver mig energien og lysten til at fortsætte. Jeg glæder mig over, at jeg om to år, ti år, eller når jeg er 70, kan se tilbage på hvor stærk jeg var.
Og ikke blot modet jeg har skulle påtage mig er hvad der har skullet til. Jeg har været heldig. Jeg har fået den største mulighed foræret af Rotary Danmark, og det er dem jeg kan takke for at give mig lov til at prøve. Mine forældre har naturligvis også spillet en af de større roller, for at dette kunne lykkedes. Det er dem sammen med resten af familien og vennerne i Danmark, der er skyld i, at jeg kan gennemføre dette. Alt den support jeg får. Jeg er så taknemmelig, og jeg tror, jeg i dagligdagen tager støtten en smule for givet. Jeg føler ikke selv at jeg husker at fortælle alle mine kære, hvor meget det betyder for mig. Hvor elskede I er, og hvor stor en plads I har hos mig. Forhåbentligt ved de fleste af Jer det godt selv. Jeg står i Danmark om seks måneder, tiden løber ud. Tid vi aldrig får tilbage igen. Om vi er i USA, Danmark eller et helt tredje sted i verden. Se Jer omkring venner, husk at prissætte, hvad I har lige nu. I dag. I dette øjeblik. Jeg bliver ofte ked af det, når jeg kommer i tanke om at have taget noget for givet. Og jeg er sikkert ikke den eneste. Lev, gør noget godt for dig selv, tak dine kære og fortæl dem du elsker, at du elsker dem. Personligt mener jeg, at det er en af de vigtigste ting her i livet.
Jeg bestræber mig på inden længe at slå et indlæg op med forskellige videoklip fra forskellige situationer og oplevelser herovre.
Tak for det første halve år USA, jeg glæder mig til at leve det næste halve år og lagre endnu flere oplevelser i min hukommelse. Er så klar på de næste seks måneder!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar