Vi var alt i alt otte unge mennesker, vores chairman Todd og så familierne der gav os husly. Vi var så heldige at to af de piger som skal på udveksling næste år, bor på Bahamas og det var deres familier vi boede hos. Det var helt fantastisk hvordan de fik opvartet os, vi skulle ikke røre en finger. Hver eneste gang de gjorde et måltid klar stod min veninde Christin og jeg og spurgte om vi ikke nok kunne hjælpe med et eller andet, men vi fik ikke lov. Hver morgen blev vi spurgt hvad vi ville have til morgenmad, og der blev ellers opremset en 8-10 forskellige ting. Vafler, french toast, bagels, frugt, yoghurt, pandekager, æg og bacon og jeg ved ikke hvad. Udover at blive opvartet, havde familien vi boede hos deres eget bageri. De bagte cookies, cupcakes og de smukkeste festkager, dagen lang. Faktisk var vi så heldige at være der, da de lavede en fødselsdagskage til en ny stjerne. Han hedder Julien Believe, og er ved at blive kendt med en ny dans der hedder the Caribbean Slide. Han er også sanger. For at det ikke skal være løgn rendte vi ind i ham den næste aften i Port Lucaya. Vi mødte ham og fortalte ham at han nu havde fans verden over, og at vi nok skulle sørge for at gøre ham endnu mere kendt. Det var sådan en sjov oplevelse.
Den første dag vi havde på Bahamas brugte vi på at komme hjem og se hvor vi skulle bo, og derefter på stranden. Hold op hvor er strandene på Grand Bahama Island dog skønne. Jeg kan slet ikke komme mig over det hvide sand og smukblå vand. Vejret var skønt hele weekenden, og der var intet at brokke sig over. Det føltes som et paradis. En mindre turistorienteret udgave af Hawaii. Bahamas er så afslappende, ALLE øens beboere er så imødekommende og venlige, og alting er easy-going.
Den anden dag, skulle vi ud og lave velgørenhed. Vi skulle male et hus, men da vi ankom til huset, var der noget galt. Manden som ejede huset og som havde lavet aftalen med vores chairman var ikke til stede. Fordi han ikke var der, blev planen afblæst. Vi bestemte os derfor i stedet for at tage til Port Lucaya hvor vi købte souvenirs og derefter lagde os ned på stranden. Masser af sol og vand var hvad vi fik disse dage. Har stadig min flotte kulør, og jeg er vildt overrasket over at jeg ikke fik en eneste forbrænding. Jeg tror min hud er ved at være vant til den varme sol her i det sydlige Nordamerika.
Tredje dag var dagen jeg havde ventet på. Denne dag skulle bestå af et besøg hos en delfinfarm. Vi tog en speedbåd ud til en anden side af øen, også fik der muligheden for at bade med en delfin. En fascinerende skabning. Dens meget sarte skin var glat som en plastikbelagt overflade. Den er simpelthen så smart, at den reagerer på de kommandoer den bliver givet. Den ville strinte vand på os, løbe på vandoverfladen ved hjælp af dens halefinne, svømme lynhurtigt i cirkler i bassinet, lave saltoer og alverdens andre tricks. Da jeg sammen med Christin var nede i vandet med den, fortalte vores instruktør os at vi skulle lave en pistol med hænderne og på tre skulle vi sige bang og lade som om vi skød delfinen. En, to, tre, Bang! Delfinen lagde sig bagover og lod sig synke til bunden. Instruktøren sagde så til os at vi skulle skynde os at stikke hovedet under vand og råbe dens navn. Jeg vidste at hun sagde det fordi hun ville narre os, så jeg stod bare og gjorde ingenting. Christin stak hendes hoved under vandet og prøvede at råbe, derefter kom delfinen op. Instruktøren spurgte delfinen: Hvad giver man dem som redder ens liv? og delfinen gav Christin et kys. Derefter sagde hun: Hvad giver man dem som ikke redder ens liv? Og delfinen sprøjtede vand på mig. Øv altså. Men derefter gav den også mig et kys. Så sødt! Den var en unik oplevelse, som jeg gerne ville gentage. Næste gang vil jeg gerne ud og svømme med dem, i stedet for bare at stå i vandet med dem!
Senere på dagen tog vi ud på en anden båd. Vi sejlede ud til en lillebitte ø, hvor omkring vi snorklede. Det er så smukt under havoverfladen, det er som en helt andet verden. Fisk, skaller og koraler i tusindvis af farver. Det var så irriterende, hele min gruppe på nær mig og en anden veninde var meget langt ude på revet, da de så en haj. Jeg nåede ikke at se den, da jeg først var på vej ud til dem på det tidspunkt. Typisk, hvorfor skal jeg altid være så langsom? Det kunne have været vildt spændende hvis jeg rent faktisk havde set hajen! Men det var en smuk bådtur og dejlig snorkeltur.
Aftenerne på Bahamas brugte vi mest i Port Lucaya. Midtbyen, om så at sige. Der var restauranter, barer, musik og glade mennesker. Vi ville altid overtage dansegulvet og starte en fest. Det er sådan vi udvekslingsstudenter rocker.
Den sidste dag på GBI var utrolig. Vi startede morgenen med at pakke, også tog vi ellers af sted på udflugt. Vi tog til noget som hedder Owl's Hole, som er en kæmpe stor ferskvandsgrotte. Der kunne vi springe fra kanten. Der var ca. 10 meter fra toppen til vandoverfladen. Helt vildt. Må indrømme at jeg ikke fik sprunget, eftersom jeg tog mig alt for længe om at samle mod til mig. Vi havde nemlig kun omkring en halv time ved grotten, før vi skulle af sted til en af de aller smukkeste strande jeg har set. Der var ikke en sjæl på stranden, før vi ankom. Kun det meget lave, stillestående, turkisblå vand og den hvide sandstrand. Helt fantastisk. Her havde vi bragt frokost, musik og masser af solcreme. Det var en afslappende eftermiddag, en skøn måde at afslutte vores på på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar