LP: Fourteen days in the states of Arizona, Nevada and California

Med blot fem uger tilbage af mit ophold i Amerika, tog jeg den 12. juni hul på min sidste rejse før turen atter går hjem til Danmark. Det var en 14 dages rejse som jeg skulle opleve sammen med ca. 45 andre udvekslingstudenter der også har opholdt sig i Florida dette år. Jeg havde mødt dem alle før, så denne tur var kun en måde at forstærke de internationale venskaber. Jeg rejste fra Fort Lauderdale til Phoenix, med en mellemlanding i Dallas, Texas. Udover at jeg den første del af turen ikke havde nogen rejsekammerater, var turen nu alligevel meget fin. Ikke de store problemer, og da jeg i Dallas skulle skifte fly var jeg heldig at støde på tre andre af mine europæiske venner. Vi rejste dermed sammen til Phoenix, hvor vi blev fundet af Belo personalet, som sendte os på en bus til vores hotel. (Belo USA er organisationen som laver disse ture for os. Både denne tur og min Hawaii tur)

Da vi nåede vores hotel i Phoenix var det et glædesyn. Alle havde været spændt på at se hinanden igen, for vi havde alle sammen savnet det nærvær vi som udvekslingstudenter har sammen. Vi brugte det overskydende af rejsedagen på at slikke sol, bade i poolen og finde hinanden. Under aftensmaden hørte vi en præsentation fra vores Belo personale, om turens program og regler. Allerede da denne gennemgang fandt sted, vidste vi at dette ville blive en uforglemmelig rejse. 

Den første fulde dag på turen blev sat i gang tidligt torsdag morgen. Vi pakkede vores kufferter og smed dem i bussen, for vi skulle allerede denne dag videre til vores næste hotel. Dagen stod på sightseeing i Phoenix by, så vi havde huskede alle sammen vores kameraer og solbriller. Luften var tør og heden var ualmindelig. Vi havde omkring 45 graders varme, og det var for ingen af os nemt at vænne sig til. I Florida er luften altid meget fugtig, både når solen står højt og når der er overskyet. Phoenix havde flotte kaktusplanter mange steder i byen, og hver side af landevejen var dækket af et ørkenagtigt landskab. Vi tog også ud i ørkenen hvor vi så en klippe, der gennem tidens erotion havde fået et kæmpe hul i sig, som dermed skabte en smuk udkigspost over den tørre natur. Samme eftermiddag satte vi kurs mod vores hotel ved Grand Canyon, som vi skulle besøge den efterfølgende dag. Hotellet lå ude i ingenting, og var et meget anderledes hotel end hvad vi ellers kom til at bo på. 

Den næste morgen kom, og turen gik mod Grand Canyon. Et meget specielt sted på denne jord. Faktisk et af verdens syv naturlige vidundere. Da jeg i 2006 var i Grand Canyon med min familie tilbragte vi ikke længe der, fordi mig og min lillebror var små og ikke fandt stedet interessant. Denne gang havde jeg en hel dag i parken. Tid nok? Jah, få timer mindre ville ikke have ændret min oplevelse negativt. Men smukt, det var det virkelig. Kraterne og de smukke klippesten der er blevet formet gennem de tusinde år, er fascinerende og utrolige. Vi fik muligheden for at komme på en gåtur hele vejen ned til bunden af Grand Canyon, og ellers kunne man gå rundt og tage billeder og tjekke parkens udsigtspunkter ud. Jeg valgte at gå turen ned til bunden, men måtte stoppe halvvejs, da mine ben var ved at falde sammen under mig. Mine knæ, specielt mit venstre, er virkelig blevet en udfordring for mig dette år. Heldigvis havde jeg en sød veninde, der havde forkerte sko på, som gik med mig tilbage til toppen. Vi tog en bus rundt om kraterne, og så det smukke vidunder fra forskellige vinkler. Vi fik også et glimt af Colorado River, som krydser Canyon. Jeg havde egentligt troet den ville være stor og have smukt blåt vand, men det var mørkegrønt og floden var snæver. Vi blev der indtil den sene eftermiddag, og endte ud med at spise aftensmad på en lille kro i parken. Derefter hoppede vi på vores trofaste bus igen, som kørte os hjem til hotellet og den varme hot-tub. 

På tredjedagen gik det vildt for sig. Dagen var lang, for turen gik mod intet mindre end spillebyen, Las Vegas. Vi havde en ca. fem timers køretur foran os, men vi køre langs Route 66, så det gjorde alting lidt sjovere. Ikke fordi Route 66 er noget specielt som sådan når man kører på den, det var blot tanken om denne landevej er sådan et kendt tegn på USA. Vi stoppede i en lille by der hedder Seligman, som er den by filmen Biler (Cars) er baseret ud fra. Det var meget sjovt at se! Da vi efter at have tjekket den lille by ud, samt de små souvenirbutikker, kørte vi resten af vejen til Vegas. De første par timer da vi nåede Vegas by, blev brugt i et kæmpe stort udendørs shoppingcenter. Og hold nu op hvor var det varmt. Jeg var ret stolt over mig selv, jeg købte ingenting i Las Vegas, udover mad og drikke. Dygtig Amalie. Resten af denne dag skulle blive fantastisk. Vi fik et par timer til at slappe af ved poolen på hotellet, og derefter skulle vi smukkeseres. Vi hoppede i vores fineste puds, og mødtes derefter nede i lobbyen, hvor den sjove aften skulle startes. Vores buschauffør kørte os til middag på et stort kasinohotel, og der var kæmpe international buffet, så den passede perfekt til os udvekslingstudenter. Desværre ingen frikadeller, kogte kartofler eller brun sovs. Hmm, det må jeg vente med. Efter middagen sparkede vi gang i aftenen på ordenlige Vegas manér. Vores tre Hummer limousiner samlede os op, og derfra kørte vi ellers gennem byen med klasse. Jeg havde aldrig før kørt i en limousine, men hold op hvor var det bare for fedt. Musikken blastede, lysene blinkede i alle farver og stemningen var høj. Vi satte os ind, festede i en tyve minutters tid og stoppede så ved et midtpunkt i Las Vegas, hvor der var et stort udendørs lysshow. Derefter satte vi os i limo'en igen, festede og stoppede ved det stort Welcome To Las Vegas skilt for at tage nogle billeder. Ellers stoppede vi også ved nogle hoteller, der havde et vandshow. Ja, Las Vegas er helt klart byen for showtime, partytime og gametime. Desværre måtte vi ikke spille på nogle af tyveknægtene, da man skulle være 21 for at så meget som røre dem. Vi var selvfølgelig også ædru hele aftenen, hvilket jeg tror er specielt for unge i Las Vegas. Men vi udvekslingstudenter ved hvordan man skaber en fest uden alkohol. Dette var helt helt bestemt den fedeste aften jeg længe har haft. Sikker vinder!

Vores anden dag i Las Vegas blev brugt på at shoppe og se byen. Vi tjekkede de mange unikke og eksklusive hoteller ud. Det var helt utroligt hvordan de forskellige hoteller hver især er præget af at være noget-udover-det-sædvanlige. Der var et hotel der var dannet af forskellige bygninger som lignede New York City, der var et hotel som havde kanalen fra Venedig indefor og dermed skulle forestille Italiens romantiske miljø, og så var der hoteller med tivolier indendørs og udendørs, haj- og delfinbassiner, Eiffel tårnet fra Paris, ja der var alt hvad hjerte og øjne begærer. Da vi var færdige med vores "sightseeing" af byen, tog vi hen til et tårn som hedder the Stratosphere Tower. Dette tårn er et stort kendetegn af Las Vegas, og man ser det ofte i film som er filmet i denne spilleby. Men dette hvide smukke tårn er ikke bare en helt almindelig høj bygning, for på toppen af tårnet er der forlystelser. Tre styk. Og dem skulle jeg selvfølgelig prøve. Alle tre! Eller faktisk har de fire, for man kan også gøre Bungee-jump, men det havde vi ikke tilladelse til at gøre som udvekslingstudenter. Men vi kom som sagt op på toppen af tårnet, og så der vores skræk. De tre forlystelser, med udsigt ud over hele Las Vegas. Tårnet er faktisk også den højeste udkigspost  byen har. Mere end 300 meter højt. Vi fik vores billetter, og gik så ellers i krig. Den første forlystelse, var egentligt den som så mest skræmmende ud. Et stor grøn tingest, hvor man sidder to og to i hver arm. Så kører den ud i luften, hvor der intet gulv er under dig, også drejer den rundt, med Vegas under dine fødder. Meget smukt. Den næste vi prøvede var en lille rutsjebane, meget meget lille, men det var en vogn du sad i, også kørte den ellers meget stærkt nedad bakke, så det føltes som om at du var ved at falde ud over bygningen. (Lidt svært at forklare, men I skulle ta' at kigge tårnet op på Google.) Den sidste vi prøvede vi lidt ligesom det Gyldne Tårn i Tivoli, København. Bare en smule omvendt. Du startede fra bunden, og vidste derefter ikke hvornår du blev skudt af sted. Da den så fyrede dig op i luften, var himlen blå, og der var ikke andet at kigge på, fordi det var så højt oppe. Lidt skræmmende, men også meget sjovt. Nåh, nok om forlystelser! Resten af aftenen blev brugt på hotellet for mit vedkommende, da halvdelen af gruppen tog til Cirque Du Soleil, og halvdelen af os blev hjemme. Jeg valgte at prioritere mine penge anderledes, så jeg ville ikke bruge $150 på det, selvom at jeg godt ved det er et fantastisk show. Jeg blev på hotellet og fejrede mine thailandske venindes fødselsdag.

Femte dag kom, og vi skulle forlade Las Vegas. Denne gang satte bussen kurs mod Englenes By, Los Angeles, hvor vi skulle tilbringe dagen i Universal Studios, Hollywood. Køreturen varede nogle timer, men vi formåer altid at få masser af sjov ud af vores busture. Da vi kom til Californien stoppede vi i en lille landsby og spiste frokost. Vi ankom til Universal Studios omkring 13.00, hvor vi så blev sluppet fri. Vi rendte rundt til de mange aktiviteter og forlystelser, og så shows og mødte figurerne fra de kendte film. Det var sjovt at være tilbage i parken, da jeg kunne kende mange ting fra da jeg var der med familien i 2006. Vi tog også den studiotur, som er en tur rundt i kulisserne fra film, hvor man ser hvordan de har filmet forskellige ting, og denne gang fik jeg endelig lov til at køre på Wisteria Lane fra Desperate Housewives. It totally made my day. Om aftenen spiste vi på Hard Rock Café, der er maden jo altid god. Derefter gik vi rundt og kiggede lidt i de forskellige forretninger i Universals Citywalk, og så headede vi mod vores hotel.

Hollywood! Det var hvor vi skulle bruge den efterfølgende dag. Vi startede meget tidligt ud med at spise en lækker buffét før buschaufføren omdrejede nøglen. Da vi nærmede os de kendtes filmby, blev mange af mine kammerater en smule chokerede. Hollywood var ikke lige så smukt, stort, moderne og rent som de havde forventet. Der var affald på gaderne, flere souvenir shops end Louis Vuitton og alt for mange turister og alt for få kendte. Jeg huskede godt fra tidligere besøg at Hollywood var en smule overvurderet, men et frisk syn på byen vækkede min hukommelse. Walk of Fame lignede sig selv, og denne gang fik jeg kun fundet få stjerner jeg kendte. Jeg var lidt overrasket over at en berømthed som Marilyn Monroe havde hendes stjerne placeret lige i foran McDonald's. Fik lidt ondt af hende. Vi besøgte også the Waxx Museum Madame Tussauds, hvor jeg fik taget et par selfier med kendte som Johnny Depp, Justin Timberlake og Meryl Streep. (Undskylder til Jer som troede på at mine snapchats med Johnny Depp var ægte, må ærligt indrømme, at han var lidt stille) Vi så også det Kinesiske Teater, som har en masse kendissers hånd- og fodaftryk på deres fortorv. Efter timerne i Hollywood tog vi til stranden. Huntington Beach. Californiens surferstrand. Hold op hvor var den fed, og hold op hvor var der meget at kigge på. Surfere, aldrig dårligt. Vi spillede Beach Volleyball, og jeg var mit holds server, fordi det var hvad jeg kunne finde ud af. Jeg spillede lige indtil jeg slog mit hoved, på en lidt sjovt måde. Min danske veninde Matilda og jeg har det med at slås (kun for sjov, vel og mærke) og denne gang tacklede hun mig uden at jeg vidste det. Derefter prøvede jeg at hive hende ned i sandet, og vi ender med at banke hovederne sammen. Meget hårdt. Av av, vi har ikke slåsset siden, men det kommer nok igen når vi er tilbage i Danmark! Vi spiste aftensmad på en lille italiensk familierestaurant, hvor maden faktisk var meget god. Det var bare utrolig koldt inde i den lille restaurant. Californien var i forvejen koldere end Nevada, Arizona og Florida. Solen skinnede men luften var kølig. Det mærkede vi især da vi ankom til stranden tidligere på dagen.

Vores syvende dag skulle oprigtigt have været tilbragt i Disneyland, California. Det fik vi ændret, eftersom alle vores udvekslingsstudenter på turen har boet i Florida dette år, og derfor alle har været i Disney World, Orlando. I stedet, brugte vi dagen i Six Flags Magic Mountain, i den nordlige del af Los Angeles. What a choice. Det var virkelig en af de vildeste og fedeste og sjoveste dage jeg har haft i en forlystelsespark. Et par tøser og jeg fik hurtigt dannet en lille gruppe, så vi kunne nå rundt og prøve så mange rutsjebaner som muligt. Den ene forlystelse var vildere end den anden. Hvor har jeg dog bare overvundet min frygt for rutsjebaner nu. Som deres hjemmeside også beskriver: Massive Monster Coasters. Der er alle rutsjebaner du kan forestille dig. Nogle på hovedet, på maven, stående, på ryggen og med hovedet først. Jo vildere jo sjovere. Min lille gruppe fik prøvet de fleste forlystelser den dag. Målrettet fik vi nået 12 styk, på trods af alle de lange køer. Super sjov dag med sus i maven.

Nu hvor vi var i Los Angeles, var det jo også klart at vi skulle se det berømte Hollywood skilt, up close. Vi fandt en udsigtspost på toppen af et mindre bjerg, der lå en park som Californien faktisk kalder deres Central Park. Der var udsigt over hele Los Angeles samt Hollywood skiltet. Herefter var tiden inde til at se den smukke del af Los Angeles, nemlig Beverly Hills. Det synes jeg virkelig er et dejligt og fredfyldt sted, på samme tid med at være et dyrt og lækkert kvarter. Vi nåede til Beverly Hills skiltet, som var vores mødepunkt. Her fik vi tid til shopping og frokost på en af de lækre caféer, og hold op hvor mine piger og jeg fandt en god en af slagsen. Delikate sandwiches i solen i Beverly Hills. Så hyggeligt. Derefter rednte en veninde og jeg rundt og tog en hulens masse billeder, det er jo ikke hver dag man er i BH. I hvert fald ikke mig. Efter at have tjekket Rodeo Road og alle de dyre shopping boutiques ud, fandt vi tilbage til skiltet. Da vi kom tilbage, blev vi mødt af et sjovt syn. En mand med en 120 punds, og måske tre meter lang, fed, gul slange var der. Den var utrolig tam og den lod sig ikke forskrække af de 80+ mennesker som stod og beundrede den. Lidt skræmmende syntes jeg da den var, men eftersom den forholdt sig rolig, blev jeg mere tryg ved den. Men puha, det er godt nok ikke et dyr jeg nogensinde ønsker at eje, tam eller ej! Efter turen til Beverly Hills fortsatte vores eventyr mod Merced i California, som er nogenlunde tæt på Yosemite National Park, hvor vi skulle hen den næste dag.

Solen stod op, og det samme gjorde vi. I praktisk sportstøj, og gode gåsko, for denne dag skulle vi ud i den smukke natur, og blandt andet trave i Yosemites bjerge, og bestige et af deres vandfald. Det var varmt, og turen til toppen var lang. Da jeg var halvvejs begyndte mine knæ at volde problemer igen igen. Denne gang ville jeg dog ikke nøjes med kun at gå halvdelen af vejen, for jeg ville op på toppen og se vandfaldet. Da vi var ved siden af det brusende vand, blev vi nedkølet af dampen, og det gav os da en smule ekstra energi. Det var et utrolig smukt syn, når vandet fra vandfaldet ramte bunden, så sprøjtede det op, og dannede regnbuer. Da vi endelig nåede toppen spiste vi frokost som vi havde medbragt, og hyggede lidt og samlede kræfter, før turen endnu engang gik ned af det stejle bjerg. Denne gang var mine knæ helt slemme, og folk som gik bag ved mig var helt bekymrede for mig, da mit ben hver eneste gang jeg satte det ned, rystede ihærdigt. Det var meget ubehageligt, men selvom mine venner tilbød at løfte mig fordi de havde ondt af mig, er jeg lidt for stædig til bare at give op. Jeg kan selv! Har ikke brug for hjælp! Sådan har jeg vidst altid været på mange punkter. Men jeg klarede mig, og senere på dagen var knæene gode igen. Apropos senere på dagen, så fik vi også den ære af at tage på river rafting. Fire personer i en båd, også skulle der ellers roes ned af den lange, klare, men ikke særlig dybe flod. Et par gange måtte vi lægge kræfter i årene, når vi stødte på bunden og sad fast. Men en helt masse sjov havde vi i hvert fald i denne båd, mig og mine danske, finske og tyske venner. Sol fik jeg også denne dag, da vi nåede tilbage til hotellet samme aften, lignede jeg vist rensdyret Rudolf, med den røde næse. Hm.

Med tre fulde dage tilbage af vores tur, rejste vi mod San Fransisco. Denne morgen fik vi lov til at sove lidt længe, så vi tog ikke fra hotellet før kl. 10 om formiddagen. Vi stoppede på vejen for at spiste frokost på Inn 'N' Out, som var den første burgerbar i Amerika, og derfor er super populær i Californien. Lækre burgere, men jeg synes ikke som sådan det er noget specielt andet end alle andre fast food restauranter. Så gik turen atter mod San Fransisco, og vi vores første observation der klargjorde at vi nu var tæt på denne smukke by, var Golden Gate Bridge i horisonten. Blot et lille stykke af den røde bro, der stak ud gennem skyerne. Jeg elsker San Fransisco, det er virkelig en flot by, også meget anderledes end resten af storbyerne i USA. Mest på grund af vejret. De overskyede morgener, solrige eftermiddage og meget kolde aftener. Lidt ligesom det danske vejr egentligt! Vi startede med at se the deYoung Art Museum som havde et super smukt lokale i et lille tårn, hvor der var glasvinduer hele vejen rundt. Lidt ligesom the Rainbow på Aros i Aarhus. Vi kunne dermed se hele San Fransisco, og få taget nogle fine billeder. efter museums besøget tog vi til en plads, hvor de havde vildt lækker chokolade og gratis smagsprøver, så noget som det gavner altid udvekslingstudenter. Herefter kørte vi til Pier 39, hvor vi skulle spise aftensmad. Vi spiste på Bubba Gump Shrimp Restaurant, som lå midt på kajen, med udsigt ud over havet.

Den første hele dag vi havde i San Fransisco startede ud på Pier 39 for at se søløverne der ligger i havnen og dovner sig. Her gik vi videre op til stationen hvor vi stod på en sporvogn, som tog os op i San Fransiscos stejle gader. Dagen var kold og grå, men vi var bare ligeglade, for vi er altid glade når dagen står på shopping. Og shoppe, det skulle vi. Men vi fik kun et par timer, og så skulle vi ellers på sightseeing. I vores bus med privat guide. Hun fortalte mange ting om byen mens vi kørte. Et par gange måtte jeg holde vejret, når vores bus skulle trække os op ad de alt for stejle veje. Men vores buschauffør gjorde et fremragende stykke arbejde, så selv når bussen begyndte at trille baglæns, fik han bremset op og fik os sikkert frem. Det begyndte at øse ned, og dermed blev vores planer om at gå langs stranden aflyst, men det var nu okay eftersom vi alle sammen var utrolig trætte efter shoppingturen. (hihi shopping) Vi endte vores tur i Chinatown, hvor vi fik lov til at gå rundt og tuller lidt, bare en times tid før aftensmaden. Vi spiste på en kinesisk restaurant, hvor vi fik lækker asiatisk mad. Stærk mad, mhm..

Uden at bemærke det, nåede vi vores sidste dag. Tiden var fløjet af sted, for vi havde haft så mange planer, set så mange seværdigheder, haft så megen sjov og grinet alt for meget. Denne dag startede vi ud med at mødes på Pier 39 igen, for vi skulle ombord på en båd. Vi var nemlig heldige at blive sejlet en tur til Alcatraz, som er det gamle fængsel i San Fransisco. Også kendt for at skulle være det sværeste fængsel at bryde ud af. Vi startede med at se en halv times film om historien for Alcatraz, og herefter blev vi hver især isoleret med høretelefoner og en lille walkman, som var en lydindspillet guide til at føre os rundt i fængslet. Det hele var lidt skræmmende og fascinerende på samme tid. Jeg tror aldrig før jeg har sat mine ben i et fængsel. Det var noget jeg vil huske længe. Efter Alcatraz, satte vi endnu engang vores ben på Pier 39, for at færdiggøre det souvenir shopping vi nu ikke havde fået gjort. Denne dag endte alt for hurtigt. Vi satte os ind i bussen for sidste gang, alle samlede, og kørte mod hotellet hvor vi ville have et par timer før aftenens farewell party. Alle gjorde sig rigtig fine og så mødtes vi ellers i et festlokale, hvor der var serveret buffet for os. Allerede som start på aftenen blev der holdt taler, og tårene trillede ned ad manges kinder. Tanken om at dette ville være sidste gang vi alle ville være samlet, nogensinde, var forfærdelig. I fremtiden vil vi sikkert have reunions, men det vil højst sandsynligt aldrig blive lige præcis hver og en af os der kan deltage. Efter talerne spiste vi middag, og alle glemte den lille detalje om at det var sidste aften, og bare hyggede om hinanden. Jeg hvde taget danske lakridser med, Piratos selvfølgelig, og dem delte jeg ud af, med stor fornøjelse. Det var nemlig urimeligt underholdende at kigge på alle de sjove ansigtsudtryk de alle sammen lavede. Samme ansigt efter ansigt. Efter middagen startede DJ'en hans gear og satte gang i festen. Vi havde en helt fantastisk sjov aften, og da klokken slog 12 (ja, her i USA fester man til klokken 12 når man er udvekslingstudent) skulle vi til at sige farvel. Det var et forfærdeligt syn, men samtidig så smukt, for vi begyndte alle at holde rundt om hinanden. Alle dannede én stor rundkreds, samtidig med at vores DJ spillede Maroon 5s "Daylight". Den tekst passede perfekt til vores følelser, og der var ingen af os der ville hjem. Alle brød sammen. Eller stortset alle. Som mange nok ved har jeg for eksempel svært ved at vise mine følelser offentligt, så jeg kunne ikke græde, men jeg tror godt at alle vidste hvor trist jeg var. Jeg græd ikke, én anden pige græd ikke, og et par stykker af drengene græd ikke. Men resten af vores kæmpe gruppe var færdige af gråd. Det var meget rørende, og ikke spor sjovt. Men vi ved også godt alle sammen at der desværre ikke er noget der vare evigt.

Det er helt utroligt hvor godt disse to citater passer på mit udvekslingsår:

"We don't realize what we have, until it's gone." og "Don't cry because it's over, smile because it happend."

Det er i hvert fald noget jeg har taget til eftertanke. Jeg er så utrolig taknemlig for alting jeg har set og oplevet dette år. Og for de mennesker jeg har mødt. Jeg håber på at kunne skrive et afsluttende indlæg før jeg rejser hjem om blot ni dage. Der vil jeg nemlig gerne omkring året generelt, mest følelsesmæssigt og garanteret filosoferende. Men jeg vil ikke love det, da jeg synes jeg har været slem til at lade lang tid gå i mellem mine forskellige indlæg.

Men hvis dette bliver mit sidste, vil jeg lige kort fortælle at Perry (min host søster som har været i Tyskland hele dette år) kommer hjem i morgen, så jeg har en hel uge med hende før det er mig vi sender på et fly.

Vi ses snart! Knus og kys og kærlighed
fra Amalie

http://www.youtube.com/watch?v=Ds-tWKKZ1Xo (link til en film fra vores West Coast Trip, ikke tag jer af at jeg selvfølgelig er klovnen i videoen, typisk mig altså)