Forfra

Et menneske, en krop, et hjerte, en sjæl. Et liv der deles og bygges videre på, dag for dag. Et tankespind der udvides og formes af nye blikfang. Følelser flettes ind i spindet, og de fremtvinges i min person. Viser sig i mine aktioner lige såvel som i mine reaktioner. Min person er dannet af erindringer, dannet af handlinger. Ekspanderet med årene men er evig foranderlig. Forskellige indtryk permanentes til min inderside, sidder fast der. Jeg husket ét. Ét, der prægede mit selv på enestående vis. Jeg husker flere, flere af disse viser sig ligegyldige. Jeg tror på indflydelsen af det der sker. Indflydelsen af at være og af at leve.

Min person, din indflydelse, mit hjerte, dine handlinger. Mit selv føles tommere end før. Tommere end før jeg mødte dig. Før var det mangel jeg havde, mindre end nu. En underlig abstrakt følelse, som jeg har svært ved at placere. Svært ved at definere og svært ved at acceptere. Mit sind indeholdt en følelse af at have det hele, men af stadig at være i mangel. En nødvendighed for at noget skulle ske, og for at noget skulle gå galt. En forvirring indtræffer. Et par fødder tager et skridt i modgående retning. En udvikling der skete alt for hurtigt. Mit smil der forduftede, din interesse der forsvandt. Det ønske om at smelte sammen med din varme person, faldt mig længere og længere bort. En fælles tryghed der blev større, parallelt med mit mangel. Spændingskurven faldt længere og længere mod horisonten, for hver enkelt tanke. En stadig følelse af at ville holde fast. Ville holde fast i dig. Den forsvandt på samme tid med dig. Det hulrum tomheden før dannede i min krop, isoleres og forbedres. Det forstærkes og formindskes som dagene går. Min person forstærkes og mit hjerte heles.

En følelse, et ord, to spørgsmål, ingen svar. En følelse af at være forladt, men af at dette for det bedste. ”Tak”, et ord jeg burde kaste ud i luften, lade give genlyd i verdens larm. Var dette mon for det bedste? Jeg tvivler og er sikker på én og samme tid. Har ingen tvivl om at jeg nok skal klare mig, tvivler ikke på mit jeg. Tvivlen er en uklar plet der sænker mit syns effektivitet. Får nervøsiteten til at vise sig gennem gråd og gennem smil. Gennem prusten og gennem sammenknebne øjne. Finder jeg nogensinde én som vil være ét med min person? Følelsen af uklarhed dunker i mit bryst. Dunker, gør ondt, spreder sig. Planter mine fødder i gulvet, front mod mit eget spejlbillede. Røde øjne, klunset tøj, uglet hår og grimme strømper. Ser igennem mig selv, igennem mit sind. Ser mit hjerte der heles langsomt, smertefuldt. Angsten der har gravet sig ind i min bevidsthed, længslen der får mig til at længes. Får mig til at huske, og får mig til at gribe efter telefonen. Følelserne der får mig til at lade være.

Flere tanker, mindre lyst, færre planer, mere tid. Det nye kapitel starter med slutningen af det forrige. Som tiden forsvinder, smuldrer mellem fingrene, afledes mine tanker. De følelser som tidligere klistrede sig fast i mit tankespind, begynder at give slip. Begynder at løsne sig, lader gå. Forvirringen har ændret sig. Ændret sig til nag. Mine skuldre bærer denne nag, holder den fast med tæt greb og skarpe klør. Hvert tankestrejf der involverer dig, udspiller sig som en anstrengelse. En anspændelse, der vises i mit ansigtsudtryk. Jeg udtrykker skuffelse, forargelse. En frustration som du ikke fortjener at vinde. Skuffelsen der har bredt sig, sætter sig efter fornuften indtager. Tankerne der bar frustrationen falder til jorden. Smil finder endnu engang vej til mine ellers tørre læber. En ny følelse fylder mit jeg. En følelse af ligegyldighed. Ikke mig, dig. Det føles godt. Det snurrer og hopper bag mine tindinger, men det føles godt. Du er på vej ud, på vej væk.

Et nyt sted, en ny start, en ny lykke, nye bekymringer. Hænger tyndt i luften, ser skyerne dække den verden jeg kommer fra. Kursen er sat, vejen er til. Har efterladt mine tanker, efterladt mit forvirrede sind. Hjemmet er nu tomt, kun stilheden er tilbage. Stilheden, mine tanker, mit ødelagte sind. Hvad vil der ske? Gør vi det rigtige? Befinder os et ukendt sted, en ny verden. En følelse af ikke at vide, ikke at kontrollere. Af at prøve sig frem. Luften er anderledes her, varmen er stærkere. Mit smil er med, båret af min bedre halvdel. Følelsen af at være alene uden dig, nedbrydes mere og mere for hvert sekund, dette smil er hos mig. Glemmer dig langsomt, skubber dig væk. Andre tanker, en lykkefølelse, fylder mig. Tænker ikke over den tomhed jeg har forladt. Lader den ligger. Bruger al min tid fornuftigt, bruger løs af mine smil.